Den 2. juli sendte vi en henvendelse til Ankestyrelsens Tilsyn med en anmodning om at:
Undersøge Hedensted Kommunes praksis for Minigruppen og vurdere, om kommunen overholder gældende lovgivning – herunder Dagtilbudsloven og Barnets Lov § 83.
Vurdere lovligheden af visitationsprocessen og de afslag, der gives i forhold til optagelse i Minigruppen.
Afgøre, om Minigruppen – ud fra sin faktiske funktion, målgruppe og visitationspraksis – reelt burde klassificeres som særligt dagtilbud efter Barnets Lov § 83.
Hvad er nyt?
Ankestyrelsens Tilsyn har taget sagen op og sendt en officiel høring til Hedensted Kommune. Kommunen skal skriftligt redegøre for:
hvilken lovgivning Minigruppen er oprettet efter, og
hvilken praksis kommunen har haft for visitation til tilbuddet.
Kommunen har fire uger til at svare. Først derefter vurderer Ankestyrelsen, om der skal rejses en egentlig tilsynssag.
Hvorfor betyder det noget?
Vi har længe rejst bekymring over, hvordan Hedensted Kommune placerer børn med særlige behov i Minigruppen uden at følge de regler og rettigheder, der gælder for særlige dagtilbud. En høring er et vigtigt skridt mod klarhed og ansvarlighed i sagen.
Konsekvenser vi allerede ser
Børn, der burde være i trygge og specialiserede rammer, sidder fast i midlertidige løsninger på Årupvej, mens kommunen forsøger at bygge sig ud af problemet.
De ydertimer, hvor børnene fortsat har behov for stabilitet og støtte, er underbemandede, efter at pædagoger blev flyttet væk under henvisning til et “almindeligt faldende børnetal”.
Dygtige og engagerede medarbejdere mistede deres arbejdsplads i Minigruppen, fordi der blev handlet hurtigt og uden reel gennemsigtighed og politisk behandling.
Vi ved, at dette ikke handlede om faldende børnetal – og at det aldrig burde være sket. At Tilsynet nu efterspørger dokumentation, er forhåbentlig første skridt mod reel retssikkerhed for børn, familier og medarbejdere.
Tak til alle, der har bidraget med oplysninger og opbakning. Vi følger sagen tæt og orienterer, når der er nyt.
Kontakt: Har du spørgsmål eller vil dele oplysninger, skriv til: janie@solsikke-netvaerket.dk
