Tusind tak for et helt igennem dejligt Solsikke-møde i dag – fyldt med grin, hygge og den slags fællesskab, man ikke kan købe sig til. 
Vi startede dagen med et oplæg om at skabe sin egen jul. Ikke den jul, ”man plejer”, men den jul, der faktisk fungerer for ens familie. Med fokus på accept af vores livsvilkår og på, at gode minder altid slår traditioner, der ikke længere giver mening.
Derefter kastede vi os ud i pakkelegen og lad os bare sige det uden omsvøb: Gaver manglede vi i hvert fald ikke. 
Bagefter stod den på æbleskiver med det hele, og så gled vi stille og roligt over i en præsentationsrunde, som endte med at blive en forældrerunde. Og hvis der er noget, der både er elsket og frygtet i Solsikke-regi, så er det netop forældrerunden.
Den er ærlig, den er sårbar, og den rammer. For her får man sagt det, der fylder. Det der gør ondt. Det der gør én træt – og det der gør én stærk.
Og vi forstår hinanden, fordi vi kender virkeligheden indefra.
Det er lige præcis dér, vi bliver et fællesskab og ikke bare en gruppe mennesker i samme lokale.
Det er dér, man ikke føler sig alene længere.
Tak for jer 
Nu går Solsikke-netværket på julepause i forhold til arrangementer og aktiviteter. De kommende uger står på fondsansøgninger, så vi kan få stablet et fantastisk fastelavns arrangement på benene i februar og opstart af en mandeklub – som vi mangler et navn til. Dagens forslag er: “De Slidte Mænds Klub”
Og vil ikke nævne de mange andre forslag vi har modtaget 
Næste Solsikke-møde er den 25. januar 2025 kl. 10 på Øster Snede Skole, hvor vi holder generalforsamling.
Jeg lover naturligvis årets mest spændende formandsberetning – og så skal vi have valgt en ny bestyrelse.
Her mangler vi især nogen, der brænder for at arrangere aktiviteter og skabe oplevelser for familier og børn.
Der kommer officiel indkaldelse i starten af 2026 – men sæt kryds allerede nu.
En særlig tak til Mie for at stå for det praktiske omkring dagens Solsikke-møde og en særlig tak til jer som helt automatisk altid giver en hjælpende hånd med.
/Janie
